Korrektion af ører
Hvad er det?
Vi tilbyder korrektion af flere forskellige typer øre-deformiteter. Ofte er flere af dem til stede samtidig og kan korrigeres ved samme operation. Stritører Når ørerne stritter for langt ud fra hovedet. Det kan skyldes flere ting og der kan være behov for at lave flere forskellige procedurer på det samme øre. - Manglende bagud-ombukning af øret. Det kan korrigrres ved at svække brusken i ombukningen og sy ombukningen sammen via et ar på bagsiden af øret. - En for stor "øremusling". Det kan korrigeres ved at skære en lodret kile brusk væk sv.t. den overskydende brusk via et ar på bagsiden. Strit af øvre øre - Indsnævret øre (constrited ear, cup-ear) findes i mange sværhedsgrader, hvoraf den lette grad ligner et stritøre, der dog primært stritter opadtil og ikke nedadtil. Selvom denne type øre ligner et stritøre skal det opereres på en helt anden måde, hvor man laver et snit på forsiden og skærer noget overskydende brusk af dér, hvor øret hæfter på kraniet opadtil. Ellers kommer den øverste del ikke ordentligt ind. - Følger efter stritørekirurgi. Ved en stritøreoperation er det som regel den øverste del af øret, det er sværest at få lagt ind. Der er derfor nogen, som tidligere har fået lavet stritører, som må acceptere at den øverste del fortsat stritter. En operationsteknik som ved indsnævret øre kan korrigere dette. Operationen tilbydes ikke ret mange steder. Store ører Dette er generelt en underbehandlet og overset deformitet. Mange med denne deformitet får lavet en stritøreoperation i stedet, som ikke altid er særligt effektiv. Dels fordi øret ikke bliver mindre, dels fordi netop den for store øverste del af øret er svagheden ved en almindelig stritøre-operation. Til gengæld lægger en operation for storer ører automatisk øret lidt ind og giver ofte et mere naturligt øre end en stritøreoperation gør på et stort øre. Så på et stort øre er denne operation i mange tilfælde en bedre løsning end en stritøreoperation. Ved operationen skæres et halvmåneformet stykke ud af brusken opadtil og giver et næsten usynligt ar fortil på den øverste del af øret langs periferien. Alfeører Nogle ører har en ekstra tap opadtil som man ofte afbilder alfe og nisser med. Den kan skæres væk og giver et næsten usynligt ar langs ørets frie kant opadtil. Deformitet af øreflippen Øreflippen kan genere hvis den er meget stor, hvis den stritter meget eller har forstørrede huller fra piercinger. Det kan korrigeres idet arrene oftest bliver yderst dikrete. Er der alternativer? Der findes en guld-klemme, man kan operere ind til at bukke øret om, hvis det er dét, der er problemstillingen. Den kan anvendes når manglende ombukning er det eneste problem. Der er dog en udfordring at gøre ombukningen tilstrækkelig kraftig. Og da der er tale om et fremmedlegeme kan der være problemer med at klemmen kommer til at sidde skævt, så den ses tydeligt gennem huden og evt. trykker på huden indefra. Så det er vigtigt at den der foretager det har meget erfaring med teknikken. Hvem egner operationen sig til? Det kan være svært at vurdere ører. Men hvis du har en eller anden utilfredshed med dine ører, behøver du ikke på forhånd have gjort dig klart, hvad det er, du ønsker korrigeret. Vi kan hjælpe dig med at vurdere det og erfaringen herfra er, at når først vi har peget på enkelt-elementerne, så er det meget lettere for dig at se og vurdere, hvad der generer dig. Særlig vigtigt er det at få en vurdering af en kirurg, der har erfaring med flere operationsteknikker, hvis der er tale om asymmetri. mange kirurger laver kun stritører og øreflip-reduktion. Men hvis man skal, lave to forskellige ører ens er de to teknikker som regel ikke tilstrækkkelige. Hvem egner den sig ikke til? For at kunne få foretaget en kosmetisk operation, skal man være fyldt 18 år. Som noget generelt bør man ikke lade sig operere i en alt for turbulent periode af sit liv. Og har du mange eller alvorlige problemer med helbredet eller tager medicin, der er meget blodfortyndende eller hæmmer helingen, er det ikke altid du kan tilbydes en operation. Hvis du skal ud at rejse kort tid efter operationen De fleste rejseforsikringer dækker ikke komplikationer til en operation, der opstår under en rejse, hvis operationen er foretaget mindre end 1-3 måneder før operationen. Det præcise tilladte tidsinterval mellem operation og rejse afhænger af operationstypen og det enkelt forsikringsselskab. Hvis du ved, at du har tendens til keloid-dannelse eller allerede har smerter i ørerne er det ikke sikkert, det er en god idé at korrigere dine ører.
Hvordan foregår det?
Forundersøgelse Du vil ved forundersøgelsen få en grundig information om operationen og efterforløbet. Du vil blive bedt om at udfylde et oplysningsskema om dit helbred. Du taler du med plastikkirurgen om dine ønsker, og du vil få et godt bud på, hvad der er af muligheder. Du bør være forberedt på, at kirurgens analyse af dine behov og de løsninger der foreslås, måske er anderledes end det, du havde tænkt på forhånd. Vi anbefaler, at du kommer til forundersøgelsen sammen med en pårørende eller en ven, således at I bagefter kan tale om den information, du fik i forbindelse med forundersøgelsen. Efter forundersøgelsen er der en lovpligtig betænkningstid på mindst 1 uge før du må tage en endelig beslutning om operation. Hvis du derefter stadig er i tvivl, kan der være behov for en supplerende konsultation. Det er vigtigt, at du fortæller, hvis der har været problemer i forbindelse med tidligere operationer eller tandbehandlinger. Hvis du f.eks. har meget let ved at få blå mærker eller blødningskomplikationer, infektioner eller hvis du tidligere har oplevet, at lokalbedøvelse ikke har virket særlig godt. Ofte er årsagen til sidstnævnte, at der ved det pågældende indgreb ikke blev givet nok bedøvelse. Men hos en lille procentdel af befolkningen aftager virkningen af lokalbedøvelse meget hurtigt eller virker bare ikke tilstrækkeligt. Den slags oplysninger er vigtige at få på bordet før du skrives op til en operation i lokalbedøvelse. Din forberedelse før operationen Undgå selvbruner. Selvbruner i ugen før operationen øger risikoen for infektion. Årsagen er, at det giver huden en fedtet overflade, som gør at den sterile afdækning ikke klistrer på huden og dermed ikke afskærmer det sterile område ordentligt. Gør plads i kalenderen. Som regel bliver man mere træt end man forestiller sig når en operation er overstået. Så lad være med at planlægge noget socialt senere samme dag. Dels kan snak og grin øge risikoen for blødning. Dels vil tanken om, at du skal have overskud til socialt samvær stresse dig unødigt under operationen. Arranger hjemtransport. Du bør som hovedregel ikke selv køre bil hjem. Kun ved helt små indgreb er dette forsvarligt. Spørg kirurgen, hvis du er i tvivl. Spis de måltider du plejer på operationsdagen. Nogle tror at de bør faste før en lokalbedøvelsesoperation, men det forholder sig helt omvendt: Det er vigtigt at være tanket op og ikke gå sukkerkold under operationen. Udskyd operationen hvis du bliver syg. Det kan være svært at få sig til at aflyse en operatione med kort varsel. Specielt hvis det er vanskeligt at få operation og efterfølgende feriedage passet ind i en travl hverdag. Men en forkølelse gør ikke noget godt for resultatet eller forløbet. Kroppen har brug for at restituere og hvis der er tale om en operation i hoved-hals området vil du blive mærkbart hævet i længere tid end ellers. Hvordan foregår operationen? Operationen foregår i lokalbedøvelse. Når lokalbedøvelsen lægges kan det svie og stikke lidt. Men under selve operationen bør du ikke mærke noget. Og hvis der endelig skulle være et enkelt sted, hvor du kan mærke at det spænder, kan der altid lægges mere lokalbedøvelse undervejs. Lokalbedøvelse indeholder Adrenalin, der får blodårerne i området til at trække sig sammen; det begrænser blødningen og forlænger virkningen af bedøvelsen. Men det kan også øge hjerterytmen og stresse kroppen lidt. Det er blandt andet derfor det er vigtigt at overholde sine sædvanlige måltider på operationsdagen, da effekten af Adrenalinen minder om, når man går sukkerkold. Under operationen vil der være forskellige lyde, som virker uvante på dig og som det er godt at være forberedt på. Det lyder måske mærkeligt, men man kan høre når en skalpel skærer, en saks klipper og en fedtsugningskanyle rasper i vævet. Hvis det er åben kirurgi anvendes en pincet med strøm i, som stopper blødning i små blodårer. Den giver en bip-lyd fra sig når den anvendes og man kan høre en svitsen i vævet. Og nogle gange kan der endda være en let brændt lugt. Det er altsammen en del af enhver operation og bedst, hvis du er forberedt på det. Og kan du tåle at læse ovenstående udpenslede beskrivelse, er der gode chancer for at du kan gennemgå en operation i lokalbedøvelse. Hvis du stoppede halvvejs i beskrivelsen bør du overveje fuld bedøvelse. Hvor lang tid en ørekorrektion tager kan være svært helt præcist at sige før du har været til en forundersøgelse. Men som regel et sted mellem 1 og 2 timer afhængig af, hvor meget der skal korrigeres. Operationen afsluttes med at du får plastre på arret. Til sidst får man en hovedforbinding på, der skal sidde 1 uge - dog som regel ikke ved øreflipoperationer. Forbindingen dækker hele hovedet og har det formål at holde ørerne på plads under helingen samt at sørge for at der er noget kompression på ørerne for at mindske risikoen for blødning. Efter operationen kan du have behov for at sidde og sunde dig lidt. Forholdsregler efter operationen Når du netop har gennemgået en ambulant operation er der nogle forholdsregler, du skal tage for at undgå komplikationer. Undgå infektion i såret Operationsområdet må ikke blive vådt i bad de første 2 døgn efter operationen. Gå ikke i svømmehal eller karbad før trådene er fjernet. Hold det opererede område i ro indtil trådene er fjernet eller efter aftale: for megen aktivitet giver hævelse og øger risikoen for infektion. Tegn på infektion starter som regel med at det begynder at gøre mere ondt i operationsområdet. Og først senerer tilkommer rødme, varme, hævelse og evt. feber. Risikoen for infektion er størst 5 dage efter operationen +/- 2 dage. Kontakt klikikken hvis du er i tvivl. Undgå blødning Man bør slappe af resten af dagen efter en operation. Enhver aktivitet vil øge blodtrykket og dermed risikoen for blodansamling eller blodudtrædninger. Dette er vigtigt ved alle operationer, men særlig vigtigt ved operationer i ansigtet. Man bør efter en operation i ansigtet gå hjem og være rigtig kedelig resten af dagen. Indtag kun mad og drikke der er køligt og blødt. Vær asocial og undgå at blodet løber til hovedet. Undgå at bøje dig fremover og behold helst hovedet over hjertehøjde, også i søvne. Så sov med hovedet højt. Og køl evt. det opererede område med f.eks. en pose frosne ærter i 10-15 minutter hver 2. time. Gerne den følgende dag også. Afkøling reducerer ofte også smerterne. Plastre De brune "englehud" plastre som kirurgen oftest sætter direkte på arret, kan godt tåle brusebad. Dup dem med håndklædet og tør dem evt. med føntørrer. En evt. yderforbinding må fjernes efter et døgn. Plasteret holder kanterne på såret sammen, og skal kun skiftes, når det selv løsner sig. Komplikationer det første døgn Oplever du komplikationer - eksempelvis blødning, skal du kontakte klinikken. Kontroller Typisk ses du til kontrol 1 uge efter, hvor evt. tråde fjernes. Og 3-6 måneder efter kommer du til vurdering af resultatet. Der kan være behov for yderligere kontroller.Den hovedforbinding du får på, skal være stram. Men oplever du at den strammer for meget, kan du klippe et lille hak i hver side af den. Hvis forbindingen rykker sig og ikke længere sidder som efter operationen skal du kontakte os. Og det er meget vigtigt at du kontakter os, hvis det begynder at bløde. Det ses enten som en mørk skygge i forbindingen eller som bloddråber, der løber ned af halsen. Hvis en blod-ansamling eller infektion ikke behandles tidligt og godt kan man få et permanet "blomkåls-øre" (ujævn fortykket brusk). Så længe du har forbindingen på, forsøg da så vidt muligt, at løfte hovedet fra puden når du ændrer stilling, så du undgår at gnide ørene mod underlagt. Du må vaske dit hår forsigtigt dagene efter forbinding og tråde er fjernet. Hvis du selv føler at du kan varetage din normale hverdag og arbejde/skole med forbindingen på, kan du godt starte på det et par dage efter operationen. Hvis du har tungt fysisk arbejde aftales nærmere med kirurgen. Det er normalt at dine ører flere måneder efter operationen stadig er ømme, kuldefølsomme og med ændret følesans. Efter 3-6 måneder vil vi gerne se dig til kontrol af resultatet.
Hvor stor er tilfredsheden?
Graden af tilfredshed er bl.a. bestemt af, hvor effektivt operationen reducerer de ting, du er utilfreds med. Ørekorrektioner er meget effektive og kan give en dramatisk forandring af en persons udseende. Den rigtige operationsteknik til det rigtige øre giver en høj grad af tilfredshed med slutresultatet. Et utilfredsstillende resultat skyldes som regel at flere deformiteter end lige stritører er til stede samtidig. Og de korrigeres ikke ved en standard stritøreoperation, der næsten er den eneste teknik man tilbydes i det offentlige sundhedsvæsen. Men får man en god analyse og vælges de rigtige teknikker, opnås som regel nogle meget tilfredsstillende resultater. Forventningsafstemning før en stritøreoperation er utrolig vigtigt. Der kan gå nogle måneder før man synes man er i mål. Specielt stritøreoperationer skal ofte overkorrigeres for at sikre, at øret ikke begynder at stritte igen. Så det magiske øjeblik, hvor forbindingen fjernes og man ser ørerne for første gang, er ikke altid så magisk som man havde forestillet sig. På det tidspunkt kan øret nemlig godt se lidt kunstigt ombukket ud. Efterforløbet kan også være en smule besværligt. Der kan være lidt flere besøg på klinikken efterfølgende end efter de fleste andre operationer. Fordi det er vigtigt at fange, hvis der er bare mindste mistanke om blødning eller infektion. Der er også en lidt større risiko for at resultatet skal korrigeres igen end for de fleste andre operationer - typisk efter ca. 6 måneder. Og da selv en korrektion kan kræve en ny besværlig omgang med hovedforbinding er dette vigtigt at have med i sine overvejelser, hvis man f.eks. står foran en meget aktiv og social periode i sit liv. Generelt om tilfredshed efter kosmetiske operationer Der er nogle ting omkring tilfredshed efter kosmetisk kirurgi, som gælder de fleste operationer. En meget stor del af den tilfredshed, man oplever efter en kosmetisk operation afhænger af, hvor godt man på forhånd er forberedt på forløbet. At forventningsafstemningen er god. Det gælder både bivirkninger, tidsforløb og hvor effektivt behandlingen afhjælper ens gener i sidste ende. Det er også derfor, man som kosmetisk patient ikke har ret til at frasige sig den slags information. Man kan med andre ord ikke bare sige til kirurgen, at "Jeg behøver ikke at vide noget om risici - jeg regner med at du gør dit bedste". Meget kan opnås ved et kosmetisk indgreb. Og de allerfleste får et resultat, de er glade for og synes det har været det hele værd. Men det er vigtigt, at man som patient gør sig klart, at virkningen af en operation er meget afhængig af en række individuelle faktorer. Mediernes påvirkning giver ofte er forvrænget billlede af kosmetisk kirurgi. På reality TV er det ofte yngre mennesker, der er i fokus. Og da yngre mennesker har en ungdommelig vævskvalitet har de et godt udgangspunkt for et godt og holdbart resultat. Det kan desværre bidrage til, at man som patient opbygger urealistiske forventninger til kosmetisk kirurgi. Her er det vigtigt, at du som patient lytter nøje til det, kirurgen siger - og ikke det, du kender fra diverse medier. Hvornår og hvor længe har jeg det ønskede resultat? Lige efter operationen, men før der lægges hovedforbinding på, vil man kunne se en dramatisk forandring af øret. Desværre vil korrektionen i mange tilfælde se lidt overdrevet ud, men du vil allerede når forbindinger er fjernet efter en uge have en rimelig ide om, hvordan slutresultatet kommer til at se ud. En ørekorrektion giver en permanent forandring af ørets form. Det eneste, der sker med øret med årene er, at det stille og roligt bliver lidt større, da ører og næse som nogle af de eneste organer vokser videre hele livet. Risici og komplikationer Hvis der skal skæres i ørebrusken kan man nogle gange resten af livet se en fin linie i brusken under huden dér, hvor den er syet sammen. Det er sjældent det opfattes som generende, da ørets ydre konturer er det første der fanger øjet. Ørebrusken kan være genstridig at arbejde med. Så nogle gange giver en ørekorrektion en let asymmetri, som man må acceptere. Specielt hvis ørerne er asymmetriske fra starten. En yderst sjælden komplikation er "keloid-dannelse", som er en voldsom ar-dannelse, der kan vokse sig så stor, så det ser ud som om der sidder en halv dræbersnegl på øret. Risikoen for dette er størst for folk med en mørk hud, men folk med lys hud kan også få det. Ofte løber den slags arvelige tendenser i familien. Keloid kan være vanskeligt at behandle. Og nogle gange må man vente med at fjerne det indtil der er gået et par år. Det bliver let værre, hvis man operer det i en tidlig fase, men det falder ofte lidt mere til ro med tiden. Alle operationer deler en række standard-risici og -komplikationer. Der kan tilkomme blødning, som kræver en operation mere med fjernelse af blod. Arret kan blive betændt og i værste fald skulle åbnes for at udtømme betændelse, omend det i de allerfleste tilfælde er tilstrækkeligt med Penicillin eller anden antibiotika-behandling. Arret kan have så svært ved at hele, så det åbner sig lidt og skal hele langsomt "indefra". Hvilket ikke kun giver et besværligt, fugtigt sår i nogle uger, men også giver et grovere og mere synligt ar i sidste ende. Der kan komme langvarige smerter og/eller føleforstyrrelser i arret. Nogle smerter, som en sjælden gang kan være svære at fjerne permanent. Og selvom alt går fint, kan arret nogle gange alligevel ende med at blive så groft, at det opfattes som skæmmende. Et problem, man ikke altid kan udbedre ved en arkorrektion, da nogle mennesker er genetisk disponerede til grov ardannelse. Din oplevelse af god service Graden af tilfredshed er også afhængig af, i hvor høj grad du føler, at der er gjort mest muligt for at give dig et godt resultat. Her på klinikken kan vi mere end de allerfleste i forhold til at tilrette operationsteknikken til lige præcis dit øre. Ørekorrektion har har traditionelt set ikke været et højt prioriteret område. Bl.a. fordi det hører til både inden for ørenæsehals faget og plastikkirurgien. Den fordel man har som plastikkirurg er, at man har en bredere palet af teknikker til rådighed, da det er plastikkirurger der opererer hudkræft på øret. Hvad koster operationen? Se prisen for operationen på vores prisliste.
Medicin og operationer
Før en operation er der bestemte typer medicin, du skal undgå eller være opmærksom på, hvornår du tager.
Efter en operation anvendes som regel smertestillende medicin. Men andre typer medicin kan også komme på tale.
Læs her klinikkens information om medicin og operationer